Bar Moro

Blegdamsvejen har ikke haft den mest stabile restaurantscene gennem årene på nær èn italiensk legende gennem 45 år, ”Da Nino og Franco”. Det fik en ende for et års tid siden, men nu er der igen fuldt af liv i de yderst rustikt renoverede lokaler. Det er kokken Jonas Franck (tidl. Cleo og Frank), der ikke har kunnet holde fingrene fra gryden, og nu er han medejer og køkkenchef i Bar Moros menneskefyldte lokaler.

Vupti er vores tjener der og sørger for, at vi kan vælge mellem de få ledige borde, og vupti er vores vintjener der og sørger for vand og de indledende bobler med chips og en lækker dressing af creme fraiche, miso, wasabi, purløg og confiteret æggeblomme. Allerede her mærker vi overensstemmelse mellem de ærligt rå vægge og de friske og markante smagsudtryk. Chipsen hæves til nye højder med denne dyppelse. En fireretters koster 475 kr.

, men man kan stykke sammen til samme pris og prøve flere ting, da retterne - selv om de ikke er overvældende store - godt kan deles. Den hvide bourgogne på glas er lidt kedelig, men det er citrussalaten, vi spiser til, ikke. Julesalat og mandarin i variation med milde salatløg, kapersbær og tilpas doseret rosenvand overhældt med olivenolie og et lille skud piment d’esplette. Skøn vinterkvikker til at rense munden med efter skiver af rå hamachi med selleri, grønne tomater og salsa verde, der smager lækkert, fedt og urtet.

En enkelt mellemret bliver skudt ind i form af stedets gnocchi med kastanjer, svampeescabeche og pecorino romanae, der i sit fulde umamiudtræk sørger for, at mætheden indfinder sig. Begge hovedretter er superlækre og balancerer netop mellem god protein og masser af groft grønt og kål. Torsken serveres med puntarelle, sortkål, ponzu og fennikelpollen fume, der næsten tager styringen fra den fine fisk, selv om retten smager skønt. Bedre harmoni mellem elementerne er der i pluma fra Ibericogrisen – et mørt og saftigt stykke hvortil vi på anbefaling drikker catalansk let og kølig rødvin.

Tilbehøret er flowersprouts med grillet tomat og charonsauce. Det er tydeligt at se ved bordene omkring os, at desserterne et tilløbsstykke. Begge er hamrende gode – især misoiscremen med passionsfrugt, bourbon og ristet vanilje, der er indbegrebet af en perfekt issmagsbalance, men øllebrødens betydning undergår også en forvandling, når man får kakaosorbet, karamel, ”øllebrød” og flødeskum. Franck er formidabel til desserter.

Vi slikker tallerkenerne og forstår godt, hvorfor det ungdommelige Nørrebro søger herhen og finder deres stamsted i meget god klasse.